”Vi har stort set haft samme mindset i sundhedsvæsenet i de sidste 100 år – tiden er nu til at tænke nyt”

Deloitte
PreCare, Region Sjælland

Søren Vingtoft er virksomhedsansvarlig overlæge for den digitale ViosKlinik i innovationsprojektet PreCare i Region Sjælland, der har til formål at gentænke behandlingen af kronisk syge borgere. Modellen er løftet ud af de nuværende sektorskel og siloer og kan være med til at vise vejen til fremtidens sundhedsvæsen, hvor man gør alvor af ambitionen om at sætte borgeren i centrum.

Systemisk innovation

To ord, der er nemme at sige, men ualmindeligt svære at praktisere i virkeligheden. Ikke desto mindre er det lige netop, hvad Søren Vingtoft og hans kolleger på ViosKlinikken er i gang med at gøre.

Klinikken, der er en del af innovationsprojektet PreCare, har som mål at skabe en helt nytænkende, sammenhængende og helhedsorienteret (digital) servicemodel til kronisk syge borgere i Odsherred Kommune, der er effektivt tilgængelig 24/7. Lige præcis den type service er der nemlig brug for, fortæller Søren Vingtoft:

”Cirka en tredjedel af den danske befolkning lever med en eller flere kroniske sygdomme. Samtidig lever vi længere end tidligere, og mange får derfor flere samtidige kroniske lidelser. Der er brug for at skabe bedre sammenhæng på tværs af sygehuse, kommuner og almen praksis. Det er det, vi forsøger at demonstrere i ViosKlinikken, i første omgang for borgere, der lever med KOL, lungefibrose, alfa1-antitrypsinmangel eller hjertesvigt. Centralt for klinikken er at hjælpe borgerne til at få kontrollen tilbage over deres eget sygdomsforløb og handle på egen tilstand – uanset hvor de er.”

Borger, der tilgår lægepraksis gennem tablet hjemme fra egen matrikel.

Netop når det gælder kroniske sygdomme og multimorbiditet er det nødvendigt at tænke i helt nye baner, mener Søren Vingtoft:

”Reelt har vi haft det samme behandlingssetup i Denmark mindst de sidste 40 år, ligesom vi har haft de samme fagkulturer og det samme fragmenterende mindset i sundhedsvæsenet. Det har skabt et system, hvor der fortsat er et stigende antal siloer i specialiseringens tjeneste, men det har desværre også bevirket, at balancen mellem sygehuse og det nære sundhedsvæsen er blevet uhensigtsmæssig. Sygehusene har alt for mange patienter, der burde være færdigbehandlet i det nære sundhedsvæsen, så man kan koncentrere om de patienter, der virkelig kræver specialiseret behandling. Resultatet er, at vi står med et problem, der gennem de sidste 10 år er vokset og vokset, og som nu skaber en fundamental ubalance i hele sundhedsvæsenet. Vi er nødt til at gøre noget nyt. Det vil kræve systemisk innovation.”

Noget af det ’nye’ på ViosKlinikken er at tænke på tværs af siloerne og dermed vende hele sundhedssektoren på hovedet.

”Uanset, om vi gennemfører online konsultationer eller sender en akut-sygeplejerske ud til borgeren, er kernen i ViosKlinikken, at vi sætter borgeren i centrum. Det betyder også, at vi eksempelvis har døgnservice på vores respons- og koordinationscenter, og at vi altid er klar til at rykke ud. Alt det gør vi for at kunne tage akutte forværringer i opløbet og så tæt på hjemmet som muligt, så vi dermed undgår unødvendige indlæggelser,” siger Søren Vingtoft.

 

Kontekstmodel med seks trin

Viosklinik kontekstmodel med seks trin

For at kunne yde den bedste støtte til den enkelte borger arbejder ViosKlinikken med en tilstandsmodel, der består af seks forskellige trin.

Dermed er personalet på klinikken i stand til at matche borgerens tilstand med den helt rigtige behandlingsintensitet frem for den gamle binære model, hvor man enten er indlagt eller derhjemme, fortæller Søren Vingtoft:

”Der er ingen tvivl om, at skal vi sætte bedre ind over for de kronisk syge, er vi nødt til at arbejde med flere niveauer og dermed nuancere og individualisere indsatsen løbende. Første trin er eksempelvis ens habitualtilstand, hvor man som kroniker primært har brug for rådgivning og coaching. I trin 2 håndterer vi akutte forværringer med medicinske behandlinger rent virtuelt gennem vores respons- og koordinationscenter. Her viser erfaringerne, at vi kan standse 75% af forværringerne, når vi reagerer med det samme. Og hvis ikke vi kan det, sender vi i trin 3 en mobil sygeplejerske ud til eget hjem. I trin 4 er man ”udlagt” i eget hjem, hvor vi understøtter både fysisk med akutsygeplejerske og virtuelt med en læge. Trin 5 er indlæggelse på et kommunalt behandlingssted, og først i trin 6 er der tale om hospitalsindlæggelse.”

ViosKlinikken arbejder samtidigt målrettet med løbende selv-måling og oplæring af borgerne i relevant måleudstyr:

”Borgernes egne tilstandsmålinger er det nye sort i sundhedsvæsenet, både fordi de i langt de fleste tilfælde er tilstrækkelige til at vedligeholde en proaktiv indsats, og fordi de dermed gør borgeren – selv dem med meget svær kronisk sygdom – til i højere grad at kunne være ”kaptajn i sit eget sundhedsliv”. Også her forsøger vi at bryde med det klassiske sundhedsvæsen, der er digitaliseret på fortidens præmisser. Vores ledestjerne hedder én journal pr. borger. Kun på den måde kan vi bygge fremtidens digitale sundhedsvæsen, men der er selvsagt lang vej endnu.”

Læge, der hjælper patient i egen martrikel.

På trods af mange udfordringer forude – samt ikke mindst den indbyggede vanskelighed ved at skalere et sektorneutralt innovationsmiljø – er Søren Vingtoft optimistisk for fremtiden og stolt af, at ViosKlinikken allerede har kunnet fremvise konkrete resultater:

”Jeg er ikke bleg for at sige, at vi har skabt betydelige besparelser ud over at skabe mere værdi for de borgere, der er tilknyttet klinikken. Vi ser både fald i ambulante kontakter, akutte kontakter, akutte sengedage og kontakter til egen læge. Eksempelvis er vagtlægebelastningen faldet med hele 80 % blandt vores patienter, og indlæggelsesdage er faldet fra et gennemsnit på 12,5 sengedage til kun 4,5 dage for borgere med meget svær KOL. Besparelserne er med andre ord betydelige, når man evner at komme på tværs af siloerne. Det er de læringer, vi nu bygger videre på – og som forhåbentlig også kan inspirere andre aktører i sektoren.”

Om Søren Vingtoft

Søren Vingtoft er virksomhedsansvarlig overlæge for ViosKlinikken, ansat i Region Sjællands Fond til Innovation & Erhvervsfremme (FIERS) og er ekstern lektor på Syddansk Universitet. Han har været serieiværksætter, været med til at grundlægge EsundhedsObservatoriet og har mere end 25 års erfaring inden for sundhedsinformatik og digitalisering i den danske og europæiske sundhedssektor.

Denne artikel er en del af Deloittes serie om fremtidens sundhedsvæsen.