Perspektiv: Respekt til de kommunale ledere

Deloitte
Deloitte

Efter Kommunaløkonomisk Forum (KØF) 2023 i Aalborg står det klart, at kommunerne i den grad er gået i gang med arbejdet for at sikre fremtidens velfærdssamfund.

Årets Kommunaløkonomisk Forum (KØF) efterlod et stort indtryk – i hvert fald hos mig og mine kolleger. Det gjorde det dels på grund af de massive udfordringer, som er over os lige nu, og som desværre ikke driver over som en let sommerbyge. Men også fordi der er løsninger og ikke mindst en masse gode kræfter, der både vil og kan løse udfordringerne sammen.

Udfordringerne først – og de er velkendte: Manglen på arbejdskraft til særligt de borgernære velfærdsydelser tårner sig op i titusindvis af medarbejdere, ligesom udgiftspresset på selvsamme velfærdsområder stiger med bekymrende hast, f.eks. på det specialiserede socialområde. Det giver så afledte krav til yderligere besparelser og effektivisering på de mere administrative områder. I det hele taget står kommunerne over for nogle ekstremt svære økonomiske og kvalitetsmæssige prioriteringer, hvilket ikke matcher de forventninger, som flertallet af danskerne har til et moderne, skattefinansieret velfærdssamfund.

Når forskellige meningsdannere af og til skyder med skarpt på kommunerne, bliver det ofte fremført, at kommunerne har ”sovet i timen” på forskellige områder. Det er dog heldigvis synspunkter, som fremføres i stadig mindre grad – og efter at have deltaget på KØF og talt med en masse kommunale ledere, står det klart, at kommunerne i den grad allerede har taget lederskabet på sig og er i gang med at løse udfordringerne.

Og kære kommunale ledere, I står ikke alene. I Deloitte ønsker vi – i al ydmyghed – at gøre vores til at sikre fremtidens velfærdssamfund og et Danmark, som vi alle som borgere er stolte af og glade for at leve i. At kunne bistå jer i den komplekse transformation I står overfor, er en af de absolut vigtigste strategiske agendaer for os: Lige fra samfundsøkonomiske analyser af sektoren, beslutningsgrundlag og budgetanalyser til strategisk og politisk prioritering, effektiv administration, driftsoptimering og grøn omstilling, og til cybersikkerhed, bedre udnyttelse af data samt udvikling og implementering af ny teknologi indenfor både borgernær service, myndighedsforvaltning og økonomi- og virksomhedsstyring.

Hvad der også står klart efter årets KØF, er, at kommunerne i høj grad selv skal tage ansvaret for at løse de presserende problemer.

Det kræver kommunale ledere, som…

  1. Har mod til at gøre tingene anderledes ud fra en klar ambition og retning
  2. Evner at lytte til og lære af andre i stedet for at skulle prøve alting selv
  3. Skaber de rigtige rammer, så medarbejderne kan vise, hvad de kan
  4. Evner at inddrage mange forskellige kompetencer i samarbejdet om at finde løsninger
  5. Kan holde til det lange, seje træk, hvor der ’implementeres i bund’
  6. Tør se ud over Danmarks grænser for at finde innovative løsninger
  7. Og endelig ledere, der aldrig mister borgerne af syne og holder fast i spørgsmålet: ”Bidrager det vi gør her til at møde borgernes behov?”

Når vi engang om 5-8 år kan se tilbage på, at det rent faktisk lykkedes kommunerne at håndtere de massive udfordringer, vi står overfor nu, vil det uden tvivl være de kommunale lederes og medarbejderes fortjeneste.

Respekt for, at mange kommuner allerede er gået i gang med det enorme arbejde, der venter. Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet med jer.

Michael

Michael Theill

Michael Theill er ansvarlig for Deloittes ydelser til de danske kommuner, som omfatter både rådgivning indenfor Deloittes mange ekspertiseområder samt udvikling og implementering af digitale løsninger, it-fagsystemer og nye teknologier som bl.a. AI.

Kontakt Michael