WiFi og informationsskærme i byrummet gør det let for københavnerne at søge information om blandt andet bus- og togtider.
Kommunen kan regulere lyskryds på baggrund af sensormålinger af, hvor og hvornår der er flest fodgængere og cyklister i byens gader.
Og når københavnerne parkerer deres biler i Indre By, kan de via apps og navigationssystemer finde den nærmeste parkeringsplads, så de ikke skal ose gennem byen for at lede.
Københavns Kommune har skabt en smart by gennem massive investeringer i digitale løsninger og er blevet kåret som ’verdens smarteste by’ af Smart City-eksperter og 20.000 internationale journalister, der har vurderet i alt 500 storbyer.
Københavns score er anført i parentes. Skalaen går fra 0-10
- Smart Parkering (9,81)
- Delebilsservices (8,62)
- Trafik (8,18)
- Offentlig transport (6,82)
- Ren energi (7,92)
- Smarte bygninger (9,83)
- Affaldshåndtering (8,24)
- Beskyttelse af miljøet (6,11)
- Borgerinddragelse (9,38)
- Digitalisering af den offentlige sektor (8,53)
- Byplanlægning (7,09)
- Uddannelse (5,85)
- Godt økosystem for virksomheder (9,13)
- 4G-netværk (8,63)
- Internethastighed (7,66)
- Wifi hotspots (4,12)
- Smartphone penetration (9,74)
- Levestandard (8,70)
København scorer særligt point for smarte parkeringsløsninger, gode delebilsordninger og bæredygtige bygninger. Byen bliver også vurderet højt på borgerinddragelse, digitalisering af den offentlige sektor og gode vilkår for virksomheder, der vælger at slå sig ned i den danske hovedstad.
HENT: Internationale indsigter om smart cities
Ifølge Anders Norström Christiansen, der er Director i Deloitte, er kåringen en tydelig afspejling af den vision, der ligger bag udviklingen af København som en ’Smart City’.
”Der bliver arbejdet meget målrettet med at skabe et bæredygtigt samfund med de ambitiøse planer og visioner, København har. Blandt andet om at være C02-neutral i 2025 og dermed blive verdens første C02-neutrale hovedstad. Det skinner tydeligt igennem i dette resultat,” siger han.
EasyPark, der står bag undersøgelsen, har talt med en række teknologieksperter, som mener, Københavns Kommune er nået langt i arbejdet med at digitalisere byen.
”Hele præmissen for, at storbyer udvikler sig til ’Smart Cities’, er at forbedre livskvaliteten for indbyggerne, og på det område har København en af de højeste score. Byen har investeret massivt i teknologi, infrastruktur og bæredygtighed, og det viser, hvor stor en betydning digitalisering har på folks liv,” forklarer Matthew Tooth, der er chef for Public Relations og talsmand for EasyPark.
I 2017 bad EasyPark en række eksperter med speciale i teknologi og byplanlægning om at bedømme mere end 500 storbyer på 19 forskellige faktorer, som er med til at lette hverdagen for storbyernes indbyggere. Blandt andet inden for transport og mobilitet, bæredygtige løsninger, økonomi og innovation, digitalisering, levestandarder og en velfungerende offentlig sektor. De 100 smarteste byer blev herefter rangeret i et Smart City Index, og København topper listen efterfulgt af Singapore, mens Stockholm sniger sig en på en tredjeplads.
Copenhagen Solution Lab
Arbejdet med at gøre den danske hovedstad til en smart og digitaliseret by har positioneret København som et foretrukket ’laboratorium’ for udenlandske virksomheder, når de eksperimenterer med nye Smart City-teknologier.
Til det har Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune etableret et ’Copenhagen Solution Lab’. Her udvikles grønne og smarte løsninger i tværgående partnerskaber med forvaltninger, borgere, virksomheder og vidensinstitutioner.
LÆS MERE om København som en ‘smart by’
Mere end 250 virksomheder er involveret i Smart City-projekter i byen. Og det er et tegn på, at København er meget konkurrencedygtig på området, mener Anders Norström Christiansen.
”Der er massiv global konkurrence mellem byerne. De ansvarlige politikere prøver alle at skabe en god økonomi for deres borgere, og det kan man gøre ved at skabe et samfund, der er så attraktivt, at virksomheder ligger deres aktiviteter i netop deres by.”
Urbaniseringsbevægelse
Udbredelsen af konceptet ’Smart City’ sker i en tid, hvor verdens befolkninger i stigende grad samler sig i og omkring de store byer.
Mere end halvdelen af verdensbefolkningen bor i storbyer, og ifølge en analyse fra 2018, som Deloitte står bag, kan det tal stige til op mod 66 procent frem mod 2050. Det vil betyde, at yderligere 2,5 milliarder indbyggere rykker ind til byerne.
Befolkningsvæksten lægger stort pres på verdens hovedstæder og er en udfordring i forhold til at beskytte miljøet, sikre borgernes sundhed, trafik- og byplanlægning samt afværge terror og andre sikkerhedsmæssige trusler.
Det har skabt stor interesse for Smart City-området, påpeger Anders Norström Christiansen:
”I takt med at verden bliver mere og mere oplyst, finder man ud af, hvad de helt store udfordringer er. F.eks. skaber Co2-udledninger og klimaforandringer en brændende platform for storbyerne, så rigtig mange mennesker begynder at interessere sig for Smart Cities,” siger han.
LÆS OGSÅ: Bring kunstig intelligens ned i øjenhøjde
LÆS OGSÅ: Helsinki vil fjerne behovet for privatbilisme inden 2025
LÆS OGSÅ: Robotter og algoritmer tager livtag med sagspuklen i Skatteankestyrelsen
Har du kommentarer til artiklen, eller har du ideer til andre emner, som vi bør behandle på Public Perspectives? Send os en mail her.