Myndighedernes evne til samarbejde er afgørende for FN’s verdensmål

Aksel Schou Thoby
Steen Brogaard
Deloitte på Folkemødet 2017

Denne artikel er en del af serie, hvor Deloitte varmer op til Folkemødet på Bornholm 15.-18. juni. I år sætter Deloitte særligt fokus på blandt andet FN's 17 Verdensmål, samt hvordan offentlige myndigheder kan spille en rolle i opfyldelse af målene.

I september 2015 vedtog verdens regeringsledere en ambitiøs udviklingsdagsorden på FN-topmødet i New York. En dagsorden, der består af 17 verdensmål samt 169 delmål, som forpligter alle FN’s medlemslande til at afskaffe fattigdom og sult i verden, mindske ulighed, bekæmpe klimaforandringer, sikre god uddannelse og bedre sundhed, anstændige jobs samt mere bæredygtig vækst.

Ifølge Mogens Lykketoft, tidligere formand for FN’s Generalforsamling, står vi i en prærevolutionær situation, hvor verdenssamfundet må stå sammen om at løse de globale problemer. Klimaforandringerne, som Lykketoft fremhæver som et af de mest presserende områder, medfører massive flygtningestrømme af millioner af mennesker på flugt fra klimakatastrofer eller på grund af udtømning af ressourcer i deres lokalområder.

Hold dig opdateret med Deloittes nyhedsbrev om den offentlige sektor

”Klimaudviklingen vil resultere i krige og konflikter og omkostningerne vil opsluge alle de ressourcer, vi skulle bruge på de øvrige verdensmål. Derfor er det vigtigt at få styr på klimaforandringerne,” siger han til Public Perspectives.

Tværgående partnerskaber
For at opnå konkrete mål, kræver det, at medlemslandene indgår tætte partnerskaber for at skabe nye bæredygtige løsninger på tværs af stater, virksomheder, investorer og civilsamfundet.

LÆS OGSÅ: Mød Deloitte på Folkemødet

”Målene handler ikke kun om regeringer, men også om at man træder til handling i byer, kommuner og regioner. Mens både de private virksomheder og investorer spiller en væsentlig rolle, da det er dem, der står for investeringer i en forandret energiforsyning, i et nyt trafiksystem, metoder for affaldssortering og en ny bystruktur. Ikke mindst har civilsamfundet en afgørende rolle, når den nye målsætning om bæredygtig udvikling skal slå rod hos de daglige beslutningstagere,” udtaler Mogens Lykketoft.

Flere danske kommuner er allerede i gang

Københavns Kommune
Danmarks største kommune arbejder på at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad. Kommunen gør en aktiv indsats for uddannelse af unge i forhold til klimatilpasning. Afdelingen for Bæredygtig Udvikling under Børne- og Ungdomsforvaltningen formidler forskellige projekter inden for bl.a. miljø, klima, sundhed og byudvikling.

Næstved Kommune
Kommunen har en ambitiøs affaldsstrategi og har derfor indgået et offentligt-privat samarbejde med lokale virksomheder under navnet ’Ressource City’. Formålet er at skabe et område for grøn industri og cirkulær økonomi. Projektet er støttet økonomisk af kommunen og Miljøstyrelsen. Kommunen er derudover med i projektet Grøn Generation, der fokuserer på at uddanne børn i bæredygtig samfundsudvikling og grøn vækst.

Sønderborg Kommune
Kommunen har etableret ’ProjectZero’, der har som mål at skabe økonomisk og grøn vækst. Projektet skal sikre, at kommunen er CO2-neutral i 2029. Det er et offentligt-privat samarbejde med involvering af bl.a. DONG Energy og Nordea Fonden.

Kolding Kommune
Kommunen har haft en strategi for bæredygtigt indkøb, især inden for plejeområdet, og vil nu flytte deres fokus fra ”kun” det grønne til parametre inden for bæredygtighed på tværs af hele kommunen. Det gælder blandt andet bæredygtige boliger og byrum, sundhed, affald som ressource, deleøkonomi og socioøkonomi.

Alle FN’s 90 medlemslande skal udarbejde nationale handlingsplaner, der sikrer at de 17 verdensmål udmøntes i konkret lovgivningsarbejde. Det betyder, at vi i Danmark skal lave planer for og rapportere på vores nationale indsats, og her ligger ansvaret hos Finansministeriet, hvilket ifølge Lykketoft er med til at understrege verdensmålenes høje indenrigspolitiske prioritering.

Stater skal regulere markedet
Desuden peger Lykketoft på behovet for, at nationalstaterne skal spille en større rolle i at regulere markedet. Det kan for eksempel være inden for skatter på CO2. Ligesom det skal være indlysende for erhvervslivet, kapitalfonden og den private forbruger at træffe bæredygtige valg.

”Reguleringer handler selvfølgelig om, at noget skal være forbudt, og noget andet skal være påbudt. Men det handler ikke mindst om, at beskatningssystemerne skal omlægges, så vi systematisk beskatter det, vi vil have mindre af og letter beskatningen på det, vi vil have mere af,” siger han.

Vi har ikke nogen plan B, for vi har ikke nogen planet B

Endvidere skal erhvervspolitikken sætte højere tempokrav til udviklingen af bæredygtige løsninger. Det skal fungere som afsæt for at udvikle virksomheder, der kan gribe en stor del af verdensmarkedet inden for teknologiske nicher. Den tilgang har tidligere været en succes for Danmark, mener Lykketoft og kritiserer samtidig det, han kalder en tendens til at beskytte solnedgangsindustrier.

”I stedet bør vi fortsætte det, som har været en stor succes i forhold til hele klima- og miljøudviklingen: At understøtte – gennem høje krav til vores egen omstilling – udviklingen af de produkter og de arbejdspladser, som er fremtiden.”

En god platform
Ifølge Bahare Haghshenas, Deloittes ekspert i bæredygtighed, er der allerede mange eksempler på bæredygtig omstilling i den offentlige sektor i Danmark. Som et eksempel nævner hun København Kommunes indsats for at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad.

For de lokale myndigheder er den internationale dagsorden en god mulighed for at gøre endnu mere. Det skal blandt andet ske gennem partnerskaber med lokale aktører og gennem samarbejdspartnere som virksomheder, fonde og ngo’er.

”Kommunerne kan bruge verdensmålene som en løftestang. Forløbet er et springbræt til at vise omverdenen, hvordan den nationale handlingsplan kan implementeres i praksis, så den både gavner borgere og virksomheder,” siger hun.

Og ifølge Lykketoft er der da også grund til at være optimistisk i forhold til, at der begynder at ske noget, og at verdenssamfundet tyer til handling. For vi har ikke har noget valg. I takt med at middelklassen i Kina og Indien vokser, stiger presset på planets ressourcer. Det er uholdbart, siger han.

”Den forhenværende svenske vicegeneralsekretær i FN og min gode ven, Jan Eliasson, har i virkeligheden opsummeret det på den bedste måde: ’Vi har ikke nogen plan B, for vi har ikke nogen planet B.’”

LÆS OGSÅ: Video: Derfor tager offentlige topledere til Folkemødet

LÆS OGSÅ: ”Vi tænker hele tiden nudging ind som en del af løsningen”

LÆS OGSÅ: Aarhus Universitetshospital går forrest i kampen mod ineffektive hospitalsprocesser

Har du en kommentar til ovenstående, eller ligger du inde med den næste gode historie, der kan inspirere andre i det offentlige? Kontakt Deloittes redaktion på dkredaktionen@deloitte.dk.