Algoritmer er fremtidens superkokke

Aksel Schou Thoby
Deloitte

Når den chilenske fødevareproducent NotCos kok, Giuseppe, finder råvarerne til rent plantebaserede versioner af animalske produkter som mælk, mayonnaise og chokolade, foregår det hverken ved professionel intuition eller veludviklede smagsløg. Giuseppe er nemlig ikke et menneske af kød og blod, ”han” er en kunstig intelligens (AI).

Giuseppes intelligens består af algoritmer, hvis input er store mængder data om smag, konsistens, næringsindhold og afgrøder. På den baggrund kan han finde den perfekte opskrift, der maksimerer næringsindhold, sikrer velsmag og konsistens og kun er basereret på afgrøder, der gror i nærområdet. Opskriften på NotCos mælk består eksempelvis af nødder, svampe, ærter og en masse andet (de fulde opskrifter er forretningshemmeligheder, red.).

Da holdet bag begyndte at teste Giuseppes opskrifter, kom det faktisk bag på dem, hvor godt han ramte smagen og konsistensen af de animalske produkter.

”Da vi så begyndte at uploade feedback til Giuseppe, blev opskrifterne bedre og bedre. Og så begyndte vi at tænkte, at det kunne være en ide at disrupte fødevareindustrien ved at skabe noget anderledes, noget der ikke (not, red.) var som alt det andet, der allerede eksisterede. Det er derfor vi kalder det The Not Company,” fortæller Matias Muchnick, CEO og grundlægger af NotCo.

Sundere og mere miljøbevidst
NotCo knokler for at få deres første produkter klar til supermarkedernes hylder i løbet af efteråret. Det lille team i Chiles hovedstad Santiago er drevet af et ønske om at ændre vores spisevaner. For særligt kød- og mælkeproduktionen belaster miljøet ved brug af store landområder, udledning af CO2-gasser og højt vandforbrug. Men de har også erkendt, at løsningen ikke ligger i at prædike dommedagsvisioner. Ændringen i spisevaner skal helst ske så ubemærket som muligt.

”Vores overordnede vision er at få folk til at spise bedre, uden at de overhovedet indser det. Det kan kun lade sig gøre ved at tilbyde den samme smag, farve, duft, tekstur, næringsindhold og pris, som den traditionelle version af det, vi erstatter,” konstaterer Matias Muchnick.

AI ændrer alt
NotCo er blot en enkelt ud af mange virksomheder, der eksperimenterer med at erstatte animalske produkter med plantebaserede produkter – helst uden at folk bemærker det. For ikke længe siden blev The Impossible Burger, den såkaldt ”blødende” burger, der er 100% plantebaseret, lanceret i New York. De nye produkter er i høj grad et resultat af den teknologiske udvikling, og for NotCo er AI da også en uundværlig del af udviklingen af nye produkter.

”AI vil ændre ikke bare fødevareindustrien, som vi kender den, men alle større områder i den moderne verden. Vi lever i en tid, hvor teknologi praktisk talt kan gøre alt, hvad vi mennesker kan forestille os. Så vi vil se en masse fantastiske ting ske i samspillet mellem AI og de traditionelle videnskaber,” siger han.

Se video om NotCo her: