It-firmaer og bilproducenter udvikler biler, der kan køre uden folk bag rattet. Bitcoin og andre digitale betalingsmidler skaber en verden af finansielle muligheder. Og forretningsmodeller som Airbnb og Uber har radikalt ændret deres respektive brancher.
Samtidig kæmper lovgivende myndigheder med at følge med. Det er konklusionen i Deloittes seneste rapport.
Mens myndighederne arbejder på at finde nye løsninger inden for de eksisterende lovgivningsrammer, har teknologien taget endnu et kvantespring.
Det betyder, at lovgivningsarbejdet foregår på bagkant, og det skaber et stort politisk pres, mener Kåre Riis Nielsen, der er chef for Erhvervsministeriets nye Disruption Taskforce:
I 2017 nedsatte Erhvervsministeriet en Disruption Taskforce som led i regeringens overordnede digitaliseringsstrategi. Målet er at sikre, at virksomheder og borgere kan få mest muligt gavn af de nye teknologier. Derfor er opgaven blandt andet at tilpasse dansk lovgivning til en ny, digital virkelighed.
”Teknologien ændrer sig nærmest dag for dag, og samtidig har vi en politisk proces, der stort set ikke har ændret sig de sidste hundrede år,” siger han og påpeger:
”Den politiske proces kan selvfølgelig aldrig blive hurtigere end den teknologiske udvikling, men det går ikke, at lovgiverne kommer længere og længere bagud. Markedet forventer nye former for regulering.”
Et spørgsmål om tillid
En af de myndigheder, der dagligt møder den udfordring, er Sikkerhedsstyrelsen. Styrelsen tester nye produkter for potentielle risici, før de havner i indkøbskurvene, lige fra elektronik til fyrværkeri. Og det kan være udfordrende i en tid, hvor der konstant introduceres nye produkter på markedet.
LÆS MERE: Sikkerhedsstyrelsen designer nye løsninger – sammen med kunderne
Derfor mener chef for Sikkerhedsstyrelsen, Lone Saaby, også, at det er nødvendigt at udvikle tidssvarende lovgivning for at bevare borgernes tillid til den offentlige service:
”Hvis man som borger gentagne gange oplever, at den offentlige sektor ikke kan følge med eller laver fejl, så rokkes der ved tilliden til systemet. Den tillid kan kun bevares, hvis vi som myndighed leverer rettidig kvalitet,” siger hun.
Kom på forkant
For at speede lovprocessen op, skal man have modet til at gå nye veje, mener Kåre Riis Nielsen fra Erhvervsministeriets Disruption Taskforce.
Først og fremmest ser han gerne, at embedsmænd er mere aktivt til stede i de miljøer, hvor teknologierne bliver udviklet.
”Det giver mulighed for at spotte nye produkter, inden de præsenteres, så myndighederne ved, hvilket område de skal regulere indenfor,” siger han.
Dernæst er der behov for, at den nye lovgivning kan justeres, i takt med at effekterne viser sig.
”Når man regulerer ny teknologi, har man ikke det fulde overblik over, hvilken virkning den vil få på samfundet. Det har virksomhederne bag heller ikke. Begge parter er derfor lidt på hælene,” siger Kåre Riis Nielsen.
”Derfor er man nødt til at skabe en kultur, der er mere omstillingsparat, og som tillader, at man kan tage bestik af situationen.”
Sandkasseleg
Endelig skal myndighederne turde eksperimentere mere.
Det kan f.eks. ske i såkaldte ’sandkasser’. Her mødes lovgivere med virksomhederne bag de nye teknologier eller med andre myndigheder for at udvikle nye love sammen. Målet er at beskytte borgerne – uden at bremse innovationen.
Et godt eksempel er Airbnb, påpeger Kåre Riis Nielsen fra Disruption Taskforcen. Som det første land i verden fik Danmark nemlig en aftale i hus med Airbnb om automatisk skatterapportering. Det skete ved, at flere myndigheder arbejdede sammen om at finde en løsning.
”Det viser, at det godt kan lade sig gøre at rykke hurtigt, og det er uden tvivl et eksempel til efterfølgelse,” siger Kåre Riis Nielsen.
LÆS MERE: StyringsAgenda 2018: Digitaliseringen giver nye muligheder – men stiller også nye krav
LÆS MERE: Den offentlige sektor skal have et bredere ledelsesrum
LÆS MERE: København kåret til verdens smarteste by
Har du en kommentar til ovenstående, eller ligger du inde med den næste gode historie, der kan inspirere andre i det offentlige? Kontakt Deloittes redaktion på dkredaktionen@deloitte.dk.