I sit daglige arbejde beskæftiger Maria Damborg Hald sig bl.a. med implementering af budget-, HR- og Business Intelligence-systemer på tværs af staten. Som forhenværende underdirektør i DR Medier, har hun været ansvarlig for udarbejdelse og implementering af DR’s forretningsstrategi, systemunderstøttelse og organisations- og forretningsudvikling med særlig fokus på digital transformation og big data.
Hvad har været den mest lærerige digitale transformation, du har været en del af?
”I DR gik vi fra at producere flow-tv til at udvikle digitale tilbud. Jeg var med på forretningssiden, satte den strategiske retning og var med til implementeringen. Det var første gang at man introducerede begrebet ’personalisering’ baseret på data, og vi skulle udvikle den måde DR skabte personaliserede anbefalinger på dr.dk/tv. Transformationen lå i, at vi skulle bearbejde data på en helt ny måde. Vi skulle bruge komplekse algoritmer til at finde mønstre og derudfra præsentere indhold i nye rækkefølger. ”
Interesseret i udviklingen af den offentlige sektor? Skriv dig op til flere nyheder her.
Hvad kan du tage med fra den transformation?
”Projektet var et skridt foran statens nuværende niveau; så jeg ved, at det kan lade sig gøre. Vi kan skabe resultater – også på det administrative område. Vi spekulerer fx meget i, hvordan vi kan nedbringe sygefraværet i den offentlige sektor. Det er hverken rart for arbejdsgiveren, den syge eller kollegerne med højt sygefravær. Men vi har endnu ikke knækket koden: Hvad driver sygefravær? En ny måde at gå til udfordringen kunne være at se på al den data, vi har. Måske er der nogle mønstre, vi ikke kan se med det blotte øje, men som måske bliver tydelige ved at undersøge store datamængder.”
Hvilke ambitioner har Moderniseringsstyrelsen på bigdata-området?
”Jeg synes, vi har godt fat i de strukturerede data, men vi har ikke nær så godt fat i de ustrukturerede data. Det skal naturligvis være hypotesebaseret, men vi skal have mod til at være mere undersøgende i vores brug af data. Derfor har vi for nyligt ansat en ny kontorchef i Moderniseringsstyrelsen, som skal hjælpe os med at løfte big data-dagsordenen.”
Hvad ser du som nøglen til at gennemføre digitale transformationer i den offentlige sektor?
”Jeg tror, at vi må tilgå udviklingen i mindre pilotprojekter gennem stærke partnerskaber. I samarbejde med Fødevarestyrelsen har vi fx udarbejdet en ny digital visualisering af ledelsesinformation (læs mere om styringsværktøjet her, red), der giver styrelsen et bedre overblik over, hvad et kontrolbesøg koster.”
Hvorfor skal it-udviklingen foregå i partnerskaber?
”Vores samarbejde med Fødevarestyrelsen er et godt eksempel på, hvordan partnerskaber og pilotprojekter kan skabe hurtige resultater og reducere vores time to market. Vi opnår bedre resultater ved at bruge hinandens ressourcer på kryds og tværs. Når vi eksempelvis afprøver og udvikler projekter sammen med Fødevarestyrelsen opnår begge parter nye kompetencer. Et andet eksempel er sekretariatet, som betjener ledelseskommissionen. De startede med at være to medarbejdere, nu er de otte, fordi de har lånt stærke ressourcer i andre ministerier, regioner og KL. De opbygger alle kompetencer, de kan tage med tilbage til deres organisationer.”
LÆS OGSÅ: Aarhus sætter it-udviklingen i nyt gear
Pilotprojekter, hurtige resultater og reducere time to market. Er agil it-udvikling blevet den dominerende tilgang i Moderniseringsstyrelsen?
”Tiden, hvor man udarbejdede kravspecifikationer, udviklede og endeligt implementerede en stor løsning over flere år, er ovre. Jeg tror, vi skal udvikle løsninger og teste dem, når de kun er 80 procent færdige. Det skal naturligvis gøres i langt mindre skala, da der er en risiko for, at det ind imellem fejler. Vi skal øve os i at være hurtigere til at levere services til de statslige institutioner, men samtidig er der nogle områder, hvor stabilitet er den absolutte førsteprioritet. Fx Statens Lønsystem, der håndterer 90 milliarder kroner igennem hvert år. Det vil vi tilgodese ved at udvikle it ud fra en strategi om Two Speed IT.”
Maria Damborg Hald er vicedirektør med ansvar for Center for Systemer og Koncernservice i Moderniseringsstyrelsen. Hun kommer senest fra en stilling som underdirektør i DR, hvor hun blandt andet har været ansvarlig for udarbejdelse og implementering af DR’s forretningsstrategi med særligt fokus på digital transformation og big data. Maria Damborg Hald er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.
Efterspørger de statslige institutioner hurtigere leverancer?
”Når vi udvikler nye elementer til fx Navision Stat har vi én årlig release, men vi kunne i princippet godt have en release om måneden. På nuværende tidspunkt samler vi vores patches og nye løsninger, så brugerne ikke skal forholde sig til ændringer hele tiden. Men det er en diskussion, vi er klar til at tage, hvis de statslige institutioner er det. Vil det skabe værdi eller blot forstyrre de administrative medarbejdere?”
Hvordan får I involveret de statslige institutioner i jeres virke, så I kan skabe værdifulde it-løsninger?
”Inden for min systemportefølje har vi brugergrupper og netværk, som består af it-chefer og folk, som arbejder med styringsdagsordenen. Grupperne er faciliteret af Moderniseringsstyrelsen, og vi har forsøgt at parre folk med kolleger fra andre ministerområder, som sidder med styringsopgaver, der minder om hinanden i kompleksitet og størrelse. I netværkene er der en del erfaringsudveksling, og så bruger vi netværkene til at teste nye værktøjer og koncepter og drøfte de analyser, vi udarbejder.”
Mange taler om, at vi skal se staten som en koncern. Deler du det synspunkt?
”Vi anerkender, at der ikke er en one size fits all-løsning i de statslige institutioner. Styringskompleksiteten er meget forskellig på tværs af staten. Men udviklingen peger i retning af, at vi skal tænke staten som en koncern. Det er der en stor politisk enighed om. Vi snakker fx om Sammenhængsreformen, hvor der er fokus på at skabe flere fælles løsninger ud fra en koncerntankegang. Men det kræver jo også, at vi i Moderniseringsstyrelsen viser, at vi kan drive effektive fællesstatslige projekter.”
Du har nævnt Fødevarestyrelsen et par gange. Hvad skal der til for at andre statslige institutioner kan få et lignende samarbejde med Moderniseringsstyrelsen?
”Man skal have en ambition på styringsdagsordenen og være villig til at investere i det. Vi leder hele tiden efter pilotprojekter, hvor vi kan afprøve nye systemer og værktøjer, og så hvis der er nogen, der har udfordringer med deres styring eller systemsetup, vil jeg gerne høre om det. Vi er klar.”
Har du en holdning til it-udvikling i den offentlige sektor? Skriv til redaktionen her
LÆS OGSÅ: Offentlig ledelse er kompleks, men klynkeriet må stoppe
LÆS OGSÅ: ”Den mest nytænkende agile leverancemodel vi har set i den danske offentlige sektor”
LÆS OGSÅ: Direktør i Erhvervsstyrelsen: Den offentlige sektor skal op af det sorte hul